
20. - 21. august 2021
Fussingsvej 8
8700 Horsens
Det er med stor ærgrelse, at Horsens Kommune må meddele at Horsens Middelalderfestival ikke bliver afholdt i år.
Horsens Middelalderfestival 2020 bliver aflyst. Det er nu en realitet efter lange overvejelser og et håb om at kunne rykke festivalen til et andet tidspunkt.
– Men vi må sande, at det ikke er realistisk at rykke en festival med så mange deltagere, fra både ind- og udland til et andet tidspunkt i år med den situation, vi er i nu, siger borgmester Peter Sørensen.
Aflysningen sker efter, at myndighederne den 6. april forlængede forsamlingsforbuddet gældende for store begivenheder frem til og med august på grund af Covid-19.
Horsens Kommunes kultur- og eventafdeling har haft travlt med at undersøge alternative muligheder for festivalen – uden held.
Horsens Middelalderfestival er Horsens’ største tilbagevendende begivenhed, og de mange tusinde kunstnere og gæster, der normalt rejser til byen fra udlandet, er med til at gøre en gennemførelse endnu mere usikker.
Derfor aflyses årets festival, der skulle være foregået den 21. og 22. august 2020. Her skulle festivalen desuden have fejret 25 års jubilæum.
– Vi er selvfølgelig meget kede af, vi bliver nødt til at aflyse en festival, som i høj grad er et varemærke for byen. Med omkring 60.000 gæster har det her stor betydning for rigtigt mange mennesker. Men vi respekterer selvfølgelig myndighedernes beslutning og prioriterer sikkerheden omkring festivalen højest, siger Jakob Bille, der er formand for Kultur- og Civilsamfundsudvalget.
25 års jubilæet for festivalen forventes i stedet at blive fejret 20.-21. august i 2021.
Horsens Middelalderfestival er et af mange arrangementer i kulturkalenderen i Horsens, som er påvirket af den nuværende situation.
Programmet til Horsens Middelalderfestival 2020.
Programmet til Horsens Middealderfestival 2020 er ikke klar endnu, ,men du kan allerede glæde dig til at opleve ridderturnering, gøglere, flagkastere, historiske formidlere, fortællere og meget mere.
På festivalen kan du altid besøge de mange flotte lejre på festivalpladsen og få en god snak med de mange ildsjæle blandt udstillere, bodholdere og kunstnere. De nærer alle en stor kærlighed til middelalderen og kan fortælle om alt fra ridderliv og våben til nålebinding og pileflet.
Du skal være opmærksom på, at der kan ske ændringer i programmet helt frem til festivalen.
På middelaldermarkedet kan du møde handelsfolk fra alle verdenshjørner, når de ankommer til Horsens for at sælge deres varer.
På markedet kan du købe alverdens ting – fra lokaldyrkede krydderier til den nyeste middelaldermode. Du skal til gengæld ikke regne med at kunne købe en cola, en kop kaffe eller at få tomatketchup, servietter eller en gaffel til din mad – det fandtes nemlig ikke i middelalderen.